Fra Fuglebakken til 1. Division: Casper Mols underskriver 2-årig aftale med HB Køge
Det er en glæde at kunne offentliggøre, at vores keeper, Casper Mols, tager det næste skridt i karrieren. Han har netop indgået en aftale med HB Køge, der binder ham til klubben frem til sommeren 2028.
At Casper nu skal prøve kræfter med 1. division understreger hans evner. Til prøvetræningen i HB Køge viste han sig godt frem, og deres målmandstræner fremhæver især hans tekniske spil og springstyrke – kvaliteter, vi også kender fra hans tid her i klubben.
I Fuglebakken er vi glade for at kunne fungere som springbræt for ambitiøse spillere. Casper Mols' skifte viser, at vores fodboldmiljø fungerer og skaber resultater.
Sportschef Nikolaj Beast:
“Vi ønsker Casper stort tillykke med kontrakten. Det er en del af vores strategi at have spillere af høj kvalitet, som vi samtidig kan være med til at sende videre til divisionerne. Vi har et meget åbent udviklingsmiljø, hvor vi er i dialog med spillerne på en ærlig og åben måde om, hvad deres ambitioner er, og hvor de ser sig selv om 1-2-3 år. Vi er et attraktivt sted for unge spillere, der søger et sted at udvikle sig og realisere sine fodbolddrømme.”
Cheftræner Alexander Chelu:
“Vi har været glade for at have Mols i truppen, hvor han hurtigt blev en del af fællesskabet og bidrog med god energi i omklædningsrummet og på banen. Vi var ikke i tvivl om, at det var et spørgsmål om tid, før Mols ville ramme den rigtige hylde. Han er en dygtig keeper med klare spidskompetencer og en evne til at forsvare målet på et højt niveau. Vi takker ham for hans indsats og ønsker ham held og lykke i Køge.”
Vi er stolte af skiftet på Caspers vegne.
Tak for indsatsen i Fuglebakken-trøjen – og held og lykke med det nye kapitel i 1. division!